Mange forældre giver råd til deres børn med baggrund i dengang forældrene selv skulle vælge. Det er naturligt, men i et samfund der udvikler sig med lynets hast, har udbuddet og indholdet af uddannelser ændret sig. Derfor er det vigtigt, at man som forældre er opdateret, og det er netop hvad man kan blive i aften, sagde Majbrit Møller, der er leder af Greve Kommunes nye Ungecenter, i sin åbningstale til uddannelsesmessen Tjek på Fremtiden på Greve Gymnasium.
Majbrit Møller glædede sig over fremmødet og forældreengagementet omkring elevernes valg af ungdomsuddannelse. Uddannelsesmessen Tjek på Fremtiden er en del af karrierelæringen i skolernes uddannelsesvejledning, der skal forberede valget af ungdomsuddannelse efter skolen.
Tjek på Fremtiden byder på den brede vifte af uddannelsesmuligheder, som der kan søges information om. Målet er, at valget så snævres ind, og at elever og forældre besøger ungdomsuddannelsernes ”Åbent Hus” arrangementer i januar og februar, hvor det mulige uddannelsesvalg kan besøges for såvel indhold i uddannelsen, som stedets kultur og miljø.
Majbrit Møller gjorde opmærksom på at skulle valget senere vise sig at være forkert, kan ungdomsuddannelsens studievejledning benyttes, og hvis man stopper på en valgt uddannelse, er Ungevejledningen i kommunerne til rådighed i kommunernes Ungeindsatser. Et forkert valg er ikke verdens undergang, men en erfaring man kan komme videre på, sagde Majbrit Møller afslutningsvis
Tjek på Fremtiden er uddannelsesmesse på Greve Gymnasium den 22.10. og på Campus Køge/ Køge Handelsskole den 24.10.2019 i et vejledningssamarbejde i Køge Bugt mellem kommunerne Greve, Køge, Solrød og Stevns.www.tjekpaafremtiden.dk