Unge tager godt imod den ny hf-uddannelse

Den nye hf uddannelse bliver stadigt mere populær blandt de unge. Det viser en stikprøveundersøgelse som Danske Gymnasier har foretaget af søgetallene til organisationens 153 medlemsskoler.

I hovedstaden er der ni procent flere og i region Sjælland hele ti procent flere, der har valgt hf i år sammenlignet med året før. Også Nordjylland kan notere en fremgang på fire procent, mens uddannelsen har tabt terræn i Midtjylland og i Syddanmark. Samlet set er der dog tale om en fremgang på tre procent på landsplan i antallet af unge, der er søgt ind på hf, og det glæder Danske Gymnasiers formand Birgitte Vedersø:

Det viser, at vores unge har taget godt imod den nye og mere praksisrettede hf, hvor fagpakkerne forbereder dem målrettet til at søge ind på mellemlange uddannelser for eksempel inden for sundhedssektoren eller politiet, siger hun.

Sidste år blev der åbnet for, at eleverne i grundskolen kunne gå direkte videre til hf fra 9. klasse, og det ser ud som om flere har fået øjnene op for den mulighed.

  • Vi kender endnu ikke tallene i detaljer, men som oftest går der jo lidt tid, før forandringer bliver bredt kendt og vinder indpas, og jeg tror, at en del af stigningen i søgningen til hf skyldes, at flere elever har benyttet sig af muligheden for at gå direkte på hf efter 9. klasse, siger Birgitte Vedersø.

Søgetallene viser også, at stx fortsat er en meget populær ungdomsuddannelse.

  • Vores undersøgelse viser, at stx i år oplever et mindre fald i søgningen i størrelsesordenen fem procent på landsplan. Noget af det kan formodentlig forklares med, at ungdomsårgangene bliver mindre, og der er ingen tvivl om, at de unge fortsat ser stx, som et sikkert uddannelsesfundament i en omskiftelig virkelighed, konstater Birgitte Vedersø.

Kontakt Formanden for Danske Gymnasier Birgitte Vedersø på 2127 9020

Scroll to top