Køge Kommune bakker op om CAMPUS+

CAMPUS Køge viser vejen til uddannelse og job til CAMPUS+ i Køge midtby under Køge Festuge fredag d. 31.8.2018 fra 9:00-13:30. 2500 unge og over 100 aktivitetsstande af virksomheder, foreninger, uddannelser, kommunale arbejdspladser m.fl. mødes over aktiviteter, som skal vise bidder af fremtidige jobmuligheder og give appetit til mere. Gildet åbnes af Borgmester Marie Stærke på Torvet og afrundes af kunstneren Marvelous Mosel.


Kan år 2 slå år 1? Det var spørgsmålet, som CAMPUS Køges partnere skulle tage stilling til, da de valgte at indbyde til CAMPUS+ 2018 under Køge festuge d. 31.8.2018. Allerede nu vil 2.500 unge deltagere møde mere knap 400 aktører fordelt over 107 aktiviteter, som skal give indblik i det mangfoldige univers, uddannelses- og arbejdsmarkedet er.

Igen i år deltager Køge Kommune med i alt 12 stande fordelt over hele byen, som skal gøre de unge deltagere klogere på, hvad man kan arbejde med i en kommune og hvilke tilbud, kommunen har til de unge. Personalechef Mette Falther fortæller: ”Vi deltog sidste år og mødte en masse nysgerrige, unge mennesker, der var interesseret i at høre om vores forskellige jobfunktioner. Derfor var vi ikke i tvivl om, at vi skulle deltage igen i år. Eventet er en rigtig god platform for os til at præsentere vores medarbejdere og jobfunktioner og mindst lige så vigtigt de tilbud, vi har til unge, eksempel vores hjælp til at håndtere angst og depression. Vi har samlet en række medarbejdere fra vidt forskellige jobfunktioner, bl.a. socialrådgivere, akademikere, en lærer og elever fra kantinen, som gennem forskellige aktiviteter vil udfordre deltagerne inden for deres fagområde og gøre dem klogere på arbejdet i en kommune”.

Eventen afholdes for 9. og 10. klasser i Køge, Stevns og Greve, samt unge fra 1. og 2. år på erhvervsuddannelserne. Dertil deltager samtlige 2.g. elever fra Køge Gymnasium, Køge Handelsskole og EUC Sjælland. Hensigten er, at de unge vil komme i dialog om uddannelse og karriereveje gennem aktiviteter, der involverer dem.

”Vi har gjort en stor dyd ud af at invitere virksomheder, butikker og foreninger ind på linje med uddannelserne i CAMPUS - vi vil vende vrangen ud på alt og lade alle være rollemodeller og gode eksempler på hvordan man kan skabe sig sin fremtid,” siger campus koordinator, Fie Illum Jensen, som glæder sig over, at Køge Kommune bakker op om eventen. ”Ikke alene er Køge Kommune en stor arbejdsplads; Kommunen repræsenterer også mange af de funktioner, der understøtter unges liv. Det er en forudsætning for, at de unge kan tage imod læring og kan trives som medborgere”, afslutter Fie Illum Jessen, der henviser til at kun 46% af de unge i CAMPUS Køge er fra Køge og kender byens muligheder.


Klogere i fællesskab og på hinanden
Som noget helt nyt introducerer CAMPUS+ lærerlounges, hvor samtlige tilmeldte lærere og undervisere indbydes til at deltage i tre workshops i løbet af dagen med fokus på hhv. ”Digital dannelse”, ”Talentudvikling” og ”Unges Motivation for Valg”. Oplægsholderne kommer fra hele landet og bliver teamet op med lokale værter, så vi får nyeste viden samt input til, hvor man søger viden lokalt. Programmet for lærere og undervisere rundes af med et stort netværksarrangement på Torvet for både virksomheder, foreninger, offentlige institutioner, politiske udvalg og ledere i VIP-teltet til Køge Festuge fra 12:30-13:30.

Skolechef i Køge Kommune, Søren Thorborg bakker op om festivalen og udtaler: ”Der er behov for er større kendskab til virksomheder, og hvordan skoler og virksomheder kan arbejde sammen. Derfor bakker vi op om, at vores udskolingslærere møder undervisere fra ungdomsuddannelser, virksomheder og øvrige aktører i øvrigt. Det understøtter vores visioner for Åben Skole, hvor skolen kommer ud i virkeligheden og virkeligheden kommer ind i skolen.”


Et unikt samarbejde – også i forlængelse af CAMPUS+

Helt unikt lancerer Køge handel, Køge kommunes kultur og idrætsafdeling, Nordic Race, Køge Festuge og CAMPUS Køge et HeroRun gennem byens gader fyldt med foampit, nerf guns, net over åen og meget andet. Det finder sted umiddelbart i forlængelse af afslutningseventen på Torvet med Marvelous Mosell. Dagen efter vil det være muligt for familier at gøre de unge kunsten efter og udfordre sig selv i forhindringerne gennem byen. Se mere på herorun.dk


Kan år 1 slå år 2?
”Det må tiden vise, men der er i hvert fald lagt i støbeskeen for en festival med input til alle deltagere”, fortæller Fie lidt forpustet. ”De unge indtager byen for at smage, lugte og føle på uddannelses- og karrieremuligheder, underviserne får fælles kompetenceudvikling og alle 3200 interessenter tilbydes frokost produceret af Klemmenstupgaard Produktionshøjskole og ZBC fødevarer til lyden af Marvelous Mosel – enten på Torvet eller i VIP-teltet ved siden af scenen. Herefter kommer de fleste af byens 3.g’ere og løber HeroRun i forlængelse af eventen, inden eftermiddagen rundes af med KESI på Torvet”. Fie glæder sig over, at alle partnere i dagens forskellige events har været meget imødekommende og samarbejdsvillige
Bag initiativet står flere af CAMPUS Køges partnere, heriblandt Center for Dansk og Integration, Erhvervsakademi Sjælland, EUC Sjælland, Klemmenstrupgård Produktionshøjskole, Køge Gymnasium, Køge Handelsskole, Køge Kommune, SOSU Sjælland, Stevns Kommune og UUV Køge Bugt, som har samarbejdet med Køge Festuge, Køge handel og Køges kultur og idrætsafdeling.

For mere information om CAMPUS+, besøg hjemmesiden: http://www.campusplus.dk

Scroll to top