Den kendte Youtuber Julia Sofia gæstede Køge Handelsgymnasium for at tale om influencer marketing med de tre tilvalgshold, som har markedskommunikation. Med sig havde hun sin søster, Ida Imilia Aastrup, som i øvrigt går på 3. år på Køge Handelsgymnasiums innovationsstudieretning, og ligeledes er kendt som influencer.
”Influencer marketing er et begreb inden for marketing, som vinder mere og mere frem for øjeblikket. På valgholdene i Markedskommunikation skal de netop arbejde med det begreb og kortlægge fordele og ulemper ved brugen af de forskellige strategier inden for promotion. Det var derfor et perfekt supplement til den daglige undervisning, og eleverne var også begejstrede for oplægget”, siger Trine Munkholm Teglskov, som en af lærerne, som underviser i markedskommunikation.
”Julia Sofia, som er 20 år, fortalte sin historie fra den spæde start på børneværelset, hvor hun fra sin seng med et kamera stablet ovenpå en masse bøger uploadede videoer til YouTube fra hun var 15-år. Hun har de seneste tre år kunnet leve udelukkende af at lave YouTube og aktiviteter afledt heraf som influencer,” siger Trine Munkholm Teglskov og fortsætter: ”Julia Sofia har ca. 200.000 følgere på YouTube, hvor målgruppen typisk er 13-18 år. Hun er også aktiv på Instagram med 290.000 følgere, som dog er lidt ældre. På Snapchat har hun ca. 80.000 følgere, og på Facebook godt og vel 20.000 følgere. Trods sin unge alder, har hun allerede opbygget et solidt cv: Hun har netop været vært i Royal Arena for mere end 16.000 mennesker til Guldtuben, som er awardshow, hvor influencere på sociale medier fejrer hinanden med priser. Desuden har hun deltaget i Vild Med Dans, er aktiv ambassadør for Knæk Cancer, SOS Børnebyerne og er imod dyretestning og -mishandling. Det sidste har bl.a. inspireret hende til at blive iværksætter. Hun har lanceret sit eget make-up brand, Noble Nordic. Der er pt. 31 produkter i sortimentet, og hun kører virksomheden helt selv, dog med hjælp fra hele familien. Hun har desuden udgivet to bøger. Hun er meget bevidst om sin rolle – og den indflydelse, hun har på sin målgruppe – og det er blandt andet det, der kendetegner Julia Sofia: Hun vil gerne give tilbage og være en god rollemodel. Hun er fx aktuel med en tv-serie om unge, der har det svært – en serie produceret til TV2 Play – ”Julia Sofia & Friends”, hvor der bl.a. også er lavet optagelser på Køge Handelsskole. Som en influencer har hun et hav af samarbejder bag sig fx Fanta, TV2, Dr. Oetker, EF, Tivoli, Libresse, Body Shop, Sony Music, Vero Moda, Sundhedsstyrelsen m.fl.
Professionelt liv frem over
Elever og lærere fik mulighed for at stille relevante spørgsmål til de to piger, og der kom mange interessante aspekter på banen. F.eks. kunne Julia Sofia fortælle, at hun udelukkende samarbejder med brands, hun kan stå inde for, og som giver mening for hende. Hendes hverdage er fyldt op med kontakter, der skal plejes, møder, mails og forhandlinger og egentlig meget lidt tid med selve YouTube videoerne, som hun stadigvæk synes, er den sjoveste del. For Julia Sofia, er der fart på hver dag. Hun aner ikke hvad fremtiden bringer, men hun vil aldrig stoppe med at lave videoer, selvom ingen ved, hvordan fremtidens YouTube ser ud. Hun drømmer om at skrive flere bøger og få succes med sin virksomhed fremover - og så er der lige en ungdomsuddannelse, hun aldrig fik taget færdig, som lurer lidt i baghovedet.