Som bekendt er dele af erhvervsskolernes aktiviteter på vej til genåbning, men hovedparten er fortsat lukket ned. Så der er fortsat behov for at holde humøret og læringen oppe hos elever, kursister og lærere hjemmefra. Derfor vil Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier også i den kommende tid fortælle de gode historier om, hvad der foregår et sted i landet. I dag er historien fra Køge.
ZBC kombinerer undervisning og påskeslik til plejehjem
Den virtuelle undervisning på erhvervsuddannelserne stiller jo krav om, at underviserne løbende producerer aktuelt undervisningsmateriale, som eleverne kan tilgå hjemmefra. Derfor var faglærer Anette Juhl Mortensen, konditoruddannelsen på ZBC Køge før påske i skolens køkken for at lave nye videoer til eleverne. Det kom der påskeflødeboller, påskechokolade og sukkerfri bolcher ud af. Men da der af gode grunde ikke var nogen til at spise lækkerierne efterfølgende, valgte ZBC at glæde beboerne på Møllebo Plejehjem i Køge.
”Det vil jo være ærgerligt at smide maden ud, og vi ved jo, at mange af de ældre på plejehjemmene har det ekstra hårdt her under corona-krisen. Derfor synes vi, at det var oplagt at glæde dem med noget til den søde tand, fortæller Jesper Borresen,” der er uddannelseschef på ZBC Køge.
På fotoet ses faglærer Anette Juhl Mortensen, ZBC, og uddannelseskonsulent Katrine Harrekilde, Køge kommune.
Kilde: Danske Erhvervsskoler og Gymnasier den 14.4.2020