05-09-2017To ud af tre ledige ufaglærte oplever ikke, at jobcentrene har fokus på uddannelse

Størstedelen af ledige ufaglærte oplever ikke, at samtalerne i jobcentreret tager udgangspunkt i deres behov for uddannelse og opkvalificering, og hver 3. er ikke blevet præsenteret for uddannelse. Det fremgår af en ny undersøgelse fra EVA. Bekymrende, lyder det fra en ekspert.

Beskæftigelsesreformen fra 2015 skulle tilbyde ledige ufaglærte en individuel jobrettet indsats med fokus på kompetenceløft gennem uddannelse, men EVA’s undersøgelse viser, at det ikke harmonerer med de ufaglærte lediges oplevelse.
 
64 % af de ledige oplever i mindre grad eller slet ikke, at samtalerne tager udgangspunkt i deres behov for uddannelse og opkvalificering. Det handler fx om, at samtalerne ikke knyttes til deres individuelle behov for uddannelse, eller om at jobcentrene mangler viden om mulighederne inden for uddannelsessystemet. Samtidig er 32 % af de ledige ikke blevet præsenteret for uddannelse i forbindelse med de samtaler, som de har deltaget i på jobcentrene. Det er ifølge Michael Andersen, chefkonsulent hos EVA, et nedslående resultat:
 
"Resultatet er bekymrende, fordi det viser, at jobcentrene ikke er lykkedes med at tage tilstrækkeligt afsæt i de ledige ufaglærtes behov for opkvalificering som en vej til varig beskæftigelse, selvom det var en af intentionerne med beskæftigelsesreformen fra 2015," vurderer Michael Andersen.
 
Der er ikke en 1:1 sammenhæng mellem uddannelse og job
44 % af de ledige, der har deltaget i uddannelse, mens de var ledige, oplever kun i mindre grad eller slet ikke, at de har haft gavn af uddannelsen på arbejdsmarkedet. Samtidig viser EVA’s undersøgelse, at 63 % af de ledige ufaglærte, der er kommet i job efter uddannelse, vurderer, at jobbet slet ikke eller kun i mindre grad hænger sammen med denne uddannelse.
 
Der kan ifølge Michael Andersen være flere forklaringer på de lediges vurdering:
 
”Det kan fx handle om en negativ vurdering af uddannelsens kvalitet og relevans, eller at uddannelsen ikke har været omfattende nok. Det kan også skyldes, at de ledige ikke i alle tilfælde har kunnet få netop den uddannelsesaktivitet, som de ønskede sig. Og endelig kan der være den simple forklaring, at de ledige har taget imod et job, de blev anvist eller havde mulighed for at få, selvom den uddannelsesaktivitet, de har deltaget i, rettede sig mod an anden type job. Det er derfor vigtigt at forstå, at der ikke er en 1:1 sammenhæng mellem uddannelse og job,” forklarer Michael Andersen.

For yderligere oplysninger
Kontakt kommunikationskonsulent Emilie Welcher-Ulholm, 2878 6433, ewu@eva.dk
 
Om datagrundlaget
Rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt ca. 6.000 ufaglærte dagpengemodtagere, der har været ledige i mindst 8 uger og været ledige i perioden 1. juli 2015 til 30. juni 2016.Desuden indgår også en mindre interviewundersøgelse med ti udvalgte informanter, der har deltaget i uddannelsesaktiviteter efter deres samtaler i jobcentre og a-kasser.

Her henter du rapporten

Gå til forsiden