Hvad med den digitale dannelse?

Gymnasial uddannelse er almen dannelse, og i 2017-udgaven kræver det også fokus på det digitale liv – og de digitale fodprint, vi efterlader. To studerende fra Københavns IT-Universitets digitale dannelsesteam gæstede tre klasser på Køge Handelsgymnasium.

Tilværelsen bliver mere og mere digital, og det levede liv bliver mere og mere online, men hvad skal man være opmærksom, når man færdes i det rum? Digitale fodprint, ordentlig adfærd og beskyttelse af privatlivet er nogle af de aspekter, man skal være opmærksom på. De tre undervisere, Inge Jakobsen, Hanne Bang og Sanne Snejbjerg havde inviteret ITU indenfor i 3x, 2u og 2x hen over en hel dag, for at få indsigt i digital dannelse gennem Sofus Albertsen og Josefine Grunnet, som udgør to af i alt seks studerende fra ITU, som er rejsende i digital dannelse. “Formålet med oplægget er ikke at få de unge til at droppe sociale medier og forlade vores civilisation, men vi fortæller, hvordan man kan beskytte sig,” siger Josefine Grunnet. Sofus Albertsen supplerer: “Det er vigtigt at forholde sig kritisk til sit forbrug af sociale medier, til apps og generelt til sin færden på internettet. Så vores opgave er at vise nutidens Hans og Grethe, hvilke digitale brødkrummer de drysser ud på deres vej rundt på nettet og vise dem, hvor mange umiddelbart personlige informationer, de slipper løs.”
“Hvis man sammenstykker alle disse cookie-krummer – altså information, får andre parter en masse data, der kan bruges til at følge individer – fx til en målrettet markedsføring,” fortsætter Josefine Grunnet. Sofus Albertsen supplerer: Det er netop overskriften på dette oplæg, vi har haft med på Køge Handelsgymnasium: “Hvad er dine data værd?” – det er de færreste, der tænker over, hvad de slipper ud af informationer, når de downloader apps. I de meget lange “Terms of use” står der tit, at de indsamler al slags data om brugeren – til egen brug, men også til videresalg eller videreudveksling til andre. Man kan spørge sig selv om, hvad harmløse spil skal bruge informationer til fx om din lokalitet eller hvorfor den beder om adgang til dine billeder og mikrofon. Ligeledes afgiver man på en lang række sociale medier retten til egne billeder – de kan bruges af andre – til formål, man ikke selv er herre over.”

Licens til alt
“Generelt set er eleverne meget opmærksomme på hvilken platform de skal sende et givent budskab ud fra; fra Instagram hvor man lægger de “perfekte” øjeblikke i livet, til Snapchat hvor man er langt mere ærlig om dagligdagens trummerum. Så undervejs i workshoppen får vi mobilerne op af tasken, og viser eleverne forskellige sandheder om internet og apps – og det er helt tydeligt, det kommer bag på dem, at al deres gøren og laden indsamles. De overraskes gang på gang af fx telefonens indsamling af hyppige lokaliteter, de befinder sig på eller hvor længe de sover – i følge Facebook. I den virkelige – analoge – verden uden strøm eller internet – virker deres beredskab bedre: Her har de tydelige grænser for at udlevere informationer om bopæl og personlige oplysninger, kreditkortnumre med mere. Deres forhold til deres smartphone og internetforbrug kommer under lup, og der bliver som regel arbejdet en del med indstillinger omkring anonymitet, lokaliteter, og der sættes en stopper for apps direkte adgang til kamera, fotos og mikrofon, når vi har været forbi,” siger Josefine Grunnet.
Reel refleksion
”Der, hvor eleverne spærre øjnene mest op er, når vi viser dem deres hyppige lokaliteter på deres iPhone, eller når vi beder en læse op af, hvilke informationer iPhoto eller HTC Sense applikationen på Facebook skal have tilladelse til, eller når Josefine læser brugerrettighederne for Snapchat op: “Du giver Snapchat verdensomspændende, vedvarende, royalty-fri og omsættelig licens til at opbevare, lagre, bruge, vise, reproducere, modificere, tilpasse, redigere, offentliggøre, skabe afledte værker fra, offentligt udføre, udsende, distribuere, syndikere, fremme, udstille og offentligt vise indholdet i enhver form og i ethvert og alle medier eller distributions-metoder’ og ’Du giver også Snapchat og vores samarbejdspartnere ubegrænset, verdensomspændende og evig licens til at bruge dit navn, lighed og din stemme i alle medier og distributionskanaler’,” siger Sofus Albertsen.
Også blandt underviserne bag invitationen til dagens tre workshops melder eftertænksomheden sig: ” Vi oplever, at de unge – på trods af, at de jo går under betegnelsen ”digitale indfødte” – på mange måder er naive i deres færden på nettet. Som led i den nye gymnasiebekendtgørelses nye formuleringer om digital dannelse, ønskede vi derfor at afprøve ITU’s koncept. Vi ville se om de kunne bidrage til, at eleverne fik en større bevidsthed om og i deres digitale hverdag – og på den måde bidrage til, at de måske bliver bare lidt mere bevidste om de spor de sætter, når de bevæger sig rundt på internettet. Intet er gratis – heller ikke på internettet,” siger lektor Sanne Snejbjerg.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to top